Februar 2011
Forslag til DPV’s generalforsamling den 17. marts 2011 (fra bestyrelsen)
Ponykuske må til og med deres 25. år deltage i både ponyløb og almindelige trav- og monteløb
Begrundelse:
Tidligere kunne man først erhverve licens til de store heste når man var fyldt 18 år. I dag kan man allerede som 16-årig tage denne licens. Det betyder, at det er relativt unge mennesker, der på lige vilkår skal konkurrere med voksne, der ikke altid holder sig på den rigtige side af reglementet. Det kan derfor være svært at omstille sig fra ponytrav til den voksne sport.
For at gøre overgangen så smidig som muligt vil det være til gavn, at ponykusken med udgangpunkt i sit kendte miljø kan få gjort sig sine nye erfaringer. Vi må erkende, at der, på landsplan, ikke er mange ponykuske og hvis vi fortsat skal kunne køre ponyløb på de baner, vi gør i dag, må vi fastholde så mange kuske som muligt. Kan vi bare få kuskene til at køre et par sæsoner mere, er meget vundet.
I klubberne er der meget arbejde, der skal gøres for at få det til at fungere. Det er svært at få andre end bestyrelsen til at støtte op om de ting, der skal gøres. Her vil det være muligt for de unge at bidrage både med ideer samt praktisk arbejde. Der kan også være et behov for at tilbyde nye medlemmer hjælp til tilkørsel af deres pony og dette kunne være en god øvelse for de unge, der har den rette erfaring.
I SPT (Sydsjællands Ponytrav) må man gerne deltage i ponyløb, selvom man også kører i de almindelige travløb.
Vi må erkende, at vi til DM, i klasserne for de større ponyer, i de seneste år har haft meget små felter. Man kan håbe på, at den nye regel ville bidrage til, at der ville være flere deltagere i disse klasser.
I Sverige er det i dag sådan, at de unge må køre ponytrav indtil det år, de fylder 25, også selvom de samtidig kører store heste, hvilket ikke skaber problemer, men blot giver flere kuske.
Flere og flere af vores medlemmer køber bedre og bedre ponyer og starter dem bl.a. i Sverige. Det vil derfor også være dem til gavn, at vores regler svarer til de svenske, ligesom svenskerne også ville kunne starte hos os.
På bestyrelsens vegne
Flemming Larsen